Magma topp logo Til forsiden Econa

Eilert Lund Sundt (født 8. august 1817 i Farsund, død 1875) var en norsk samfunns- og kulturforsker. Han tok teologisk embetseksamen i 1846, og var sogneprest i Eidsvoll fra 1869 til han døde i 1875. Han viet sitt liv til «folkelivets, navnlig studiet av det lavere folkelivs historie». Han regnes som grunnleggeren av faget sosiologi i Norge.

Rift om brødet

Når veksten ikke er stor nok til at etterspørselen etter arbeidskraft øker i samme takt som tilbudet, oppstår økt ledighet og sterkere konkurranse om ledige jobber. «Rift om brødet» kaller Eilert Sundt en slik situasjon, i sin levende beskrivelse og analyse av norsk økonomi rundt 1850, i boken Giftermaal i Norge:

Utdrag fra Giftermaal i Norge, Oslo 1855, s. 262--269, med små justeringer

Se, vi ere jo vante til at betragte de to ting som hørende sammen, levebrød og giftermål. Det kan vel være, at nogen har levebrød og dog ikke tenker på giftermål; omvendt kan det også træffe, at nogen går hen og bestiller lysning og brudevielse o.s.v. uden at have levebrød. Men begge tilfælde ere sjeldnere; for det første kunne vi sætte dem ud af betragtning; indtil videre kunne vi lade den sætning gjælde: Så mange levebrød -- lige så mange giftermål.

Ved at tale om levebrød og giftermål er det dog kun mændene, jeg tænker på, og det kun de mænd, som gifte sig 1 ste gang, ungkarlene altså. Thi når en enkemand tager sig sin 2den eller 3die kone, så er det jo for det allermeste kun en fortsættelse af den gamle husholdning, der er bygget på det tidligere levebrød.

Når en skipper dør eller et nytt skib skydes på vandet og så en styrmand får skibet at føre, så har han, hvad han kalder sit levebrød. Jungmanden kalder det måske allerede sit levebrød, når han får hyre som helbefaren matros. Embeds-kandidaten kan få ansættelse i et nyt opprettet embede eller i en aftrådt ældre embeds-mands sted, og her har han sit levebrød; ligeså er det, når kontoristen opnår at blive lensmand, eller når skoleholder-subjektet får ansættelse ved en omgangsskole eller fastskole. Når en gårdmand bliver gammel og opgiver sin gård, da kan det være, at ældste søn beholder den hele gård, og denne afgiver da kun et levebrød som tilforn; men det kan også være, at gården i den forrige brugers tid er så vidt opdyrket og udvidet, eller at hans flere sønner have mod på at foretage sådan opdyrking selv, at det kan gå an for dem at dele den mellem sig i flere brug, og går alt efter forventning, så bliver der flere levebrød udaf det ene, som var før. En tjeneste-gut kan af sin husbonde få en nys afdød husmands plads-brug; han kan også få sig udvist et plads-emne i skoven, sætte sig et hus der og så begynde at bryde ager og rydde eng der rundtomkring; i begge tilfælde håber han at have fundet sig et levebrød. Denne bygde-skomager, som passer leiligheden efter sin tidligere mesters bortgang og sikrer sig arbeidet i de huse, hvor hin år om år holdt folk med skotøi, han overtager på en måde en forgjængers levebrød; om den skrædder derimod, som nys kom hjem til bygden med nye snit og moder og derved vandt for sig en ældre og mere gammeldags skrædders fleste og bedste kunder, om ham kunne vi sige, at han på en måde deler en andens levebrød. Den mekanikus endelig, som fandt på at indrette et værksted og forsyne folk med nye og nyttige redskaber, som man før ikke vidste af at sige, han skaber sig et nyt levelbrød.

Efter sådanne exempler kunne vi nu samle tanken i et og sige, at levebrødene dels arves eller modtages fra en tidligere slægt, dels erhverves, ligesom skabes fra nyt, af de nye mænd, som fremstå, af den nye slægt, som er voxet op.

Dersom nu folkemængden i et land lange tider igjennem steg ganske jevnt, altså også ganske småt i hvert enkelt år, så vilde der jo altid blive noget flere det ene år end det næst foregående, som nåede op i den alder, at de måtte se sig om efter levebrød. Men de allerfleste af disse vilde være i det, som man jo kalder det, heldige tilfælde at kunne tiltræde enten faderens eller en anden forgjængers bestilling og næring. Kun de få, som der i hvert år var over dette antal, måtte være om sig og søge sig et nyt levebrød, og såsom de, som sagt, kun vilde være få, vilde det ikke falde vanskeligt for dem. Det er også, kan man sige, til landets store fordel, at der altid er et vist antal unge og kraftige mænd over det antal, som behøves til at overtage den afgående slægts bestilling og arbeide; thi idet disse overtallige folk, som vi kunne kalde dem, nødes til at anstrænge sig -- uden at overanstrænge sig, -- for at utvide de gamle erhvervskilder eller endog med større kraft og kløgt at åbne nye, så bliver hele landets rigdom overflødigere.

Hvorledes er det nu gået i vort land i den senere tid? I årene 1841--50 var der 90 tusinde, som giftede sig og altså, som vi antage, havede fundet levebrød, 90 tusinde imod 71 tusinde i de nærmeste 10 år før, en tilvæxt, som må kaldes overordentlig. Hvorledes er dette gået til, hvorledes kan det have været muligt? Tingen er i hvert fald mærkværdig; men den skulde i sanhed have været ubegribelig, om vi ikke havde vidst, at til samme tid, fra 1835 til 1845, var antallet af unge mænd i alderen 20--30 år forøget fra 82,809 til 116,295. Af disse sidste 116 tusinde kunne vi forestille os, at de 83 tusinde havde samme adgang til at finde levebrød som det lige antal i 1831--40, mest ved arv fra forgjængere eller ved en lidet besværlig udvidelse af den tidligere næringsvirksomhed. Men dermed er endnu ikke fundet så mange levebrød, som vi så, der virkelig var skaffet tilveie, de 90 tusinde nemlig, og så spøges: Hvorfra skriver sig resten? Svar: Fra anstrængt arbeide af de overtallige kræfter af hine 116 tusinde unge mænd, anstrængt arbeide af skibstømmermænd og matroser, af fiskere og agerbrydere og tømmerhuggere, af håndværkssvende og handelsbetjente og kandidater, kontorister, skolelærer-seminarister o.s.v., tilsammen en hær af omtrent 33 tusinde mænd i fyrigste alder! Forældres gård eller bestilling faldt ikke i hænderne på dem; men de havde selv hænder at virke med, og hvad have de ikke kunnet udrette? De havde lyst og mod i brystet og kløgt i panden, og hvad have ikke de kunnet finde på af nyt?

Mangen øde mark fik nu kjende den hakke og spade, den fra urolds tid havde ventet på. Mangen møllebæk, som hidtil havde spildt sin kraft, fik nu sin mølle at drive. Mangen fuldvoxet furustamme, som allerede måtte frygte for at sygne hen i sin ensomme skov-ørk, blev nu kjørt frem og lagt til kjøl for et nyt skib. De talløse stimer af sild og skreid, som så trolig søge ind til vore kyster, fandt nu flere hænders livligere modtagelse, så endog egne love og eget politi måtte søge at forebygge ulemperne af fiskernes trængsel på havet. Så langt jeg har faret i bygderne, have bønderne fortalt mig om det betydelige opsving i jordbruget, som i den senere tid skal have fundet sted, og når jeg spurgte efter, hvad tid omtrent dette opsving kunde siges at have taget sin begyndelse, viste man mig oftest tilbage omtrent til begyndelsen af det her omhandlede tidsrum, til den tid altså, da den fribårne slægt, som fra 1815 af fødtes til verden, begyndte at tage ved bestyrelsen af både gårdsbrug og alt andet. Disse driftige bønder have sat flere folk i arbeide, og mange af de unge og kraftige arbeidere måtte desuden ud på veiarbeide -- i ganske anden stil end i tidligere dage, et arbeide, hvorved mangen mand arbeidede sig selv vakkert frem i verden -- for at gjøre det mere fremkommeligt for den travle slægt i landet. -- Ja, hvem kan regne op, hvorledes folk vidste at bryde sig nye baner? Se til studenten fra 1841! Først samlede han sig med flid det forråd af kundskaber, som en kandidat skal have; så, om han var f.ex. theolog eller mediciner, søgte han sin arbeidsmark og holdt ved med samme anstrængelse at rydde ud fordommes krat og seighedens rødder, indtil folket rundt omkring skjønede, at det var penge værd at sætte sine børn i skole hos en duelig lærer eller at koste sig sygehjælp hos en flink doktor.

Vist er tidsrummet 1841--50 såre mærkeligt i vor nærings-virksomheds årbøger. Fast alle de gamle nærings-grene skjød frodige årsskud, og nye kviste skjød sig ud ved siden af. Træet stod ikke i kur; dets rige krone hvælvede sig snart over mange nye familiers lykkelige tag, og dets livlige væxt lovede gylden frugt.

Men til al væxt skal der tid. Der kan spørges: Gik væxten for sig hurtig nok? De frugter, som menneskets flid og møie fremlokker af jorden -- menneskets flid, naturligvis understøttet, nu mere, nu mindre, af himlens sol og regn, af Herren, som giver væxt -- frugter skulle jo mætte hunger, tilfredsstille trang. Der kan spørges: Vare frugterne overflødige, vare de tilstrækkelige?

Mere ligefrem sagt: Var det så vel, at de mange, som behøvede det, virkelig også fik skaffe sig erhverv og udkomme?

Visse stats-økonomiske skribenter fremhæve og indskjærpe idelig den sætning, at i gamle stater, i lande, hvor mennesker længe have levet, og virket, der er på det nærmeste alle frugtbare pletter af jord og alle andre fordelagtige virke-pladse allerede besatte, og der er det vanskeligt, at næringsvirksomhedens udvikling kan holde skridt med folkemængdens fortsatte tilvæxt, så der altså opstår fare for overbefolkning. Nu bliver jo denne sætning igjen bestridt af andre, og jeg vil selv helst være med blandt dem, som tro, at med sædelighed og vindskibelighed skal det virkelig lykkes menneskene under almindelige omstændigheder at se næringsveiene udvidede i samme mon, som den voxende folkemængdes behov måtte tiltage. Men så meget tør jeg også sige her uden at vente modsigelse, at mod dette håb stiller der sig altid større vanskeligheder, når denne folkemængdens tilvæxt foregår ujevnt, ligesom rykkevis. Men dette sidste er netop tilfælde med Norges befolkning, at sige: med den del af samme, som det her beror på, den unge, kraftige befolkning, som både skal skaffe erhverv og vil have levebrød, de netop voxne mænd på 20--30 år, denne så vigtige alder, skikket til så meget godt, oplagt til så meget ondt. Her er ikke længer hine jevne «almindelige omstændigheder»; den stærke tilvæxt i denne klasse af befolkningen i årene 1841--50 var netop noget ualmindeligt. Med rette opkaste derfor det spøgsmål: Gjælder også der, hvad der skulde gjælde under almindelige omstændigheder, at nemlig den tilvoxne befolkning skulde vide at skaffe sig udveie og finde tilstrækkeligt erhverv?

I hvert fald måtte der opstå konkurrence -- med hvilket fremmede ord man jo forstår dette, at flere lægge sig om et og samme levebrød og byde alle kræfter op for hinanden for at få det. Der måtte ganske vist opstå endog en stærk konkurrence. Dette kunde nu endda være ikkun et gode, såsom derved mange kræfter vaktes til nyttig virksomhed, som ellers skulde slumre i dorskhed. Men det kan også tænkes, at konkurrencen blev så stærk, at den blev til: Rift om brødet.

Rift om brødet? Vil du ret have forestilling om, hvad det kan have at betyde, så gå med i den lette båd og se dem heise seilet og lade det stå på liv og død for endelig at komme lods-skøiten hist forbi og være de første til at borde briggen derude, med hvem der kanske (thi det er ikke engang noget ganske sikkert håb) kan vere en lods-skilling at tjene. Eller besøg en husmand på hans rydningsbrug, og følg med ham ud på nybruds-ageren, hvor han med jernstauren holder på at vække op den store og tunge sten og tager slige tag, at det sortner ham for øinene; sæt dig så ind i hans følelser, når husbonden og handels-karlen kommer over ham for at tage hver sin del af arbeidets udbytte, hin for jordafgiften, denne for jernstauren, som kjøbtes på borg.

Rift om brødet! Som mågerne i tusindtal larmende og skrigende flokke sig sammen over sildestimene langs Karmøens vinterlige strand, således menneskene. Tusinder af mindre fiske-både ere komne langveisfra, de fleste svagere både af furu-planker, nogle stærkere ege-både, som true med at ro hine i sænk derude på sætteriene, nær ved brændingerne om de yderste havskjær. Længere inde, i de trange bugter og vige, ligge snese af større note-både, udrustede af mere pengestærke mænd og bemandede hver med en note-bas som anfører og måske 20 lot-folk, uformuende arbeidsmænd, hvis eneste håb står til udbyttet, som de skulle have en vis bestemt lod af. Tænk dig den time, da silde-stimet søger ind i en sådan bugt! Note-bådene ligger i rad langs stranden, en yderst, de andre indenfor. Hvert båds-lag vil være det første til at spænde garnet tvers over bugten; men intet af de mange lag vil spilde arbeidet, før man er vis på, at det kostbare stim er indenfor, så det ved garnet kan blive indestængt og fanget. Derfor speide baserne med den mest anspændte opmærksomhed for at passe det beleilige øieblik; derfor holde deres folk alt i beredskab, garnet i orden til at kastes, årerne på vandet til at fare afsted på anførernes vink. Sanderlig, det gjælder; thi kun et notelag skal blive det vindende; de øvrige skulle måske i denne time tabe det sidste håb om nogensomhelst vinding ved dette års fiske, som man i årets løb havde gjort så megen regning på.

Rift om brødet! Skomagerens værksted, studentens kammer, kjøbmandens kontor, skoven, marken, havet, Norges tusinder af små-dale og afkroge, af fjorde og sunde, selv fjeldets indre med de dybe gruber -- her er vidnerne. Hvem kan fortelle alt, hvad de vidne?

Men der må have været rift om brødet i vort land. Det kunne vi forvisse os om ved at agte på visse store og umiskjendelige træk i landets tilstand, som sørgelig nøiagtig stemme overens dermed.

Er der rift om brødet, så vil der være mange som komme tilkort i veddekampen, som enten slet ikke eller ialfald ikke så snart, som det med rimelighed kunde ønskes, se sig i fast stilling med tilstrækkeligt levebrød. Sådanne nødes til at udsætte med at stifte familie, enten for en tid eller for bestandig. Men i 1841--50 har dette været tilfælde med mange. Thi ægtevielserne vare, så mange de end bleve i tal, dog få i forhold til dem, som havde alderen og dermed vel også attråen.

Er der rift om brødet, er der mange, som savne levebrød og desformedelst ikke tør tænke på giftermål, ja om de kun må udsætte dermed et år eller to, så stiger faren for, at de ville falde i fristelse til ukydsk levnet, og stiger faren, så vil gjerne ulykken indtræde hyppigere. Men denne ulykke er skeet i vort land i 1841--50; derom vidner det stærkt forøgede antal af uægte fødte børn.

Er der rift om brødet, så mange finde sig skuffede i sine forhåbninger, da kan det snarere ske, at nu en, nu en anden lader sig betage af mishåb og så -- et skidt videre -- bliver ligegyldig for sin ære og krænker andres ret. Noget sådant skulde man tro må være skeet i vort land netop i 1841--50, siden antallet af dem, der måtte straffes for tyvs- og andre forbrydelser, er steget så betydeligt.

Er der rift om brødet, så mange på en gang må melde sig med tilbud om arbeide og søgning efter brød, så vil arbeidet blive billigt og brødet dyrt, og går det vidt, så vil arbeidsløshed intræde. Men i den omhandlede tid var det ikke så sjeldent, at arbeidsløshedens onde blev følt.

Er der rift om brødet, så ville levebrødene falde knappe, og det er da ganske naturligt, om mange, ligesom findende sig i omstændighederne, omsider betragte dette knappe som rundeligt og give sig tilfreds dermed og vel endog stifte familie i knappe kår. Men sådanne familier ere jo udsatte for, når børneflokken voxer til eller noget uheld indtræffer, at synke i armod og hjælpeløshed, og i 1841--50 har der været stærk klage over forøgede fattigbyrder just for unge familier.

Er der rift om brødet, finder man det trangt i landet, synes udsigterne mørke både for den nærværende slegt og for den tilvoxende, så er det rimeligt, at folk kunne fatte tanke om at drage bort til andet land, hvor der siges at være rummeligere og bedre, drage bort -- unge folk for sin egen skyld og forældre for børnenes. Men tidsrummet 1841--50 er netop tiden for udvandringerne til Amerika.

Er der rift om brødet, varer trængselen og føles møien tung, da kan det være, at der lægger sig utålmodighed i manges sind, at stemningen hos den mindre heldige del af befolkningen bliver bitter, at spændingen mellem de forskjellige partier og interesser i samfundet truer med at briste. Det kan være, som om vi ville tænke os husmanden hist på nybruds-ageren pludselig støde jernstauren i jorden og, trodsende ved denne, vende sig med uvillighed mod husbonden og handelskarlen, som kom for at kræve sit. Men så optændtes jo arbeider-agitationen mod slutningen af vort tidsrum, fra 1848 af, denne mærkelige agitation, hvis store mængde, i følelsen af sin trang og i tillid til sin kraft, var nær ved at glemme ret og pligt, lovlighed og orden -- hvori dog samfundets og, vi ville håbe, ikke mindst den lidendes trøst og styrke ligger.


© Econas Informasjonsservice AS, Rosenkrantz' gate 22 Postboks 1869 Vika N-0124 OSLO
E-post: post@econa.no.  Telefon: 22 82 80 00.  Org. nr 937 747 187. ISSN 1500-0788.

RSS