Magma topp logo Til forsiden Econa

Jesper Jespersen er cand. polit., dr. econ og arbeider som lektor i nasjonaløkonomi ved Institut for Samfundsøkonomi og Planlægning ved Roskilde Universitetscenter.

Derfor er Keynes vigtig

Den engelske økonom John Maynard Keynes (1883-46) har det til fælles med bl.a. Adam Smith og Karl Marx, at stort set alle de samfundsdebattører, der i dag har stærke meninger om deres bidrag til den økonomiske teori, er kendetegnet ved ikke at have læst så meget som én linje af originalteksterne. De bygger deres - som hovedregel negative - vurderinger på anden- og tredjehånds lærebogsreferater af, hvad i dette tilfælde Keynes egentlig måtte have bidraget med og dets aktuelle relevans.

«Uanset hvor velfungerende markedsøkonomien fungerer, så vil den altid mangle den nødvendige information til at sikre, at makroefterspørgsel altid matcher makroudbud af bl.a. arbejdskraft.»

«Han hilste derfor også sammenbruddet af valutasystemet i 1931 velkommen og så det som en mulig måde, hvorpå den fortsatte deflation kunne brydes.»

«Der er ingen mekanisme, der tilsikrer, at de relative faktorpriser (løn, rente, valutakurs og energipriser) af sig selv skaber fuldbeskæftigelse endsige sikrer en bæredygtig udvikling.»

Det er paradoksalt, at da den på mange måder enestående lange opgangskonjunktur, der kendetegnede de første 25 år efter krigens afslutning, var ved at klinge ud, da blev Keynes - den makroøkonomiske teoris fader - beskyldt for at være forældet.

Keynes havde i sit hovedværk fra 1936The General Theory of Employment, Interest and Money af gode grunde ikke noget direkte svar på (1970ernes) inflationsproblem; for 1930erne var netop karakteriseret ved arbejdsløshed ogfaldende priser. Men som vi skal se nedenfor, så gav Keynes i 1923 i kølvandet på inflationsbølgen efter 1. Verdenskrig en skarp analyse af inflationens årsager og konsekvenser.

Men ikke nok med det. Keynes blev faktisk kasseret uden at have været afprøvet i praksis. For den lange opgangsperiode efter 2. verdenskrig havde stort set været selvkørende skabt af det enorme (gen)investeringsbehov, som krigens ødelæggelser havde efterladt og delvist finansieret af den amerikanske Marshall-hjælp. I den «gyldne» vækstperiode, var politikernes opgave indskrænket til at «finjustere» konjunkturudviklingen via skattestigninger og offentlige budgetoverskud. Den tilsyneladende succes af disse mindre indgreb var politikerne dog ikke sene til at udlægge som et resultat afderes indsats. De legitimerede de øgede offentlige udgifter og de stigende skatter med de nye «keynesianske» teorier, der blev udlagt som udelukkende et spørgsmål om at styre efterspørgslen i samfundet. Opstod der f.eks. en tendens til stigende arbejdsløshed, så skulle der ifølge disse «bastard-keynesianske» teorier «blot» hældes mere kul på økonomien via de offentlige budgetter.

Men da arbejdsløsheden så virkeligt satte ind fra midten af 1970'erne, viste det sig ikke at være slet så enkel en sag at bygge bolværk mod arbejdsløsheden. Socialdemokraterne var i denne periode politisk dominerende og havde regeringsmagten i en række toneangivende vestlige lande (Tyskland, Storbritannien, de nordiske lande). De søgte at fastholde den fulde beskæftigelse ved en massiv pengeudpumpning over de offentlige budgetter i «Keynes's navn». Det mislykkedes som bekendt.

Både højre- og venstrefløjen af det politiske spekter forviste efterfølgende Keynes til skammekrogen. De efterfølgende økonomiske kriser domineret af inflation, valutasystemets sammenbrud og stigende arbejdsløshed blev alle henført til en overdreven «keynesiansk» politik. Og hermed svandt også troen på, at efterspørgselsstyring overhovedet kunne bruges til sikring af den «fulde» beskæftigelse.

Dette udviklingsforløb er baggrunden for, at der i dag fortsat sættes lighedstegn mellem en Keynes-inspireret økonomisk politik og en uansvarlig omgang med de offentlige finanser. Hvilket den (nu forhenværende) tyske finansminister Oskar Lafontaine fik at føle, da han kom for skade at nævne, at han var inspireret af (den ægte) Keynes.

Og det forholder sig faktisk således, at i Keynes' originale økonomiske teorier må man lede forgæves efter en anbefaling af benytte offentlige budgetunderskud, som et redskab til regulering af konjunkturudviklingen. Kikker man i hans hovedværk fra 1936 «The General Theory of Employment, Interest and Money», er der siger og skriver ét kapitel ud af bogens 24, der omhandler konjunkturregulering, og hvor det anbefalede middel er styring af deprivate investeringer via pengepolitikken. De øvrige 23 kapitler af bogen er en teoretisk analyse af, hvorledes det kapitalistiskemarkedssystem fungerer. Det er en beskrivelse af, hvilke mekanismer, der bestemmer beskæftigelsen i en markedsbaseret økonomi meddecentral beslutningsstruktur baseret på privat ejendomsret, og de er stort set blottet for politikanbefalinger overhovedet.

Keynes er med andre ord systemteoretiker. Det er modsætningsforholdet mellem på den ene side den decentrale markedsmæssige organisering og så på den anden side nødvendigheden afmakro-økonomisk balance (fuld beskæftigelse, lav inflation, betalingsbalanceligevægt osv.), han gør til genstand for en teoretisk diskussion. Dette gjorde han i skarp opposition til den i mellemkrigstiden herskende visdom på «økonombjerget», der næredes af en klippefast tro på, at markedssystemet - også makroøkonomien - varselvregulerende, og at den eneste rigtige økonomiske politik derfor måtte være en «Laissez-faire» politik. Ethvert politisk indgreb ville, ifølge den teoriopfattelse, være virkningsløst, og ydermere indebære en risiko for, at markedsøkonomiens selvoprettende mekanismer blev hindret i at fungere.

Her er det, at Keynes' analyse lagde en ny dimension til datidens økonomiske doktriner. Han tog afsæt i den for så vidt simple konstatering, at «laissez-faire» politikken har som forudsætning, at prissystemet fungerer perfekt. Eller sagt med andre ord, at der herskerfuldkommen konkurrence på alle markeder. Det vil sige, at ingen markedsdeltager er så stor/stærk, at den pågældende virksomhed, organisation eller institution kan øve en direkte indflydelse på prisudviklingen. At det ikke forholder sig således i praksis turde være åbenbart.

Vi har her at gøre med det der kunne kaldes markedsøkonomienssystemfejl nr.1.

Men af endnu større teoretisk betydning, så bygger «Laissez-faire»-politikken udover forudsætningen om det perfekt fungerende markedssystem også på antagelsen om, at alle: husholdninger, virksomheder og hvem der i øvrigt opererer på markederne, har fuld information om samtlige priser, beskæftigelses- og produktionsmuligheder i dag og i fremtiden. Det turde være lige så åbenbart, at ingen af markedsdeltagerne besidder denne viden, selvom der måtte være «fuldkommen konkurrence». Uanset hvor velfungerende markedsøkonomien fungerer, så vil den altid mangle den nødvendige information til at sikre, atmakroefterspørgsel altid matchermakroudbud af bl.a. arbejdskraft.

Dette kan kaldes markedsøkonomienssystemfejl nr.2.

Keynes's bidrag til den økonomiske videnskab er påpegningen af, at selvom der måtte blive etableret fuldkommen konkurrence på alle markeder, altså at systemfejl nr.1 blev overvundet (noget de traditionelle økonomer var - og fortsat stadig er - optaget af), så vil der fortsat mangle en «mekanisme», der sikrer at alle disse decentrale beslutninger på makroniveau matcher hinanden. Markedsøkonomien kan, som det netop var tilfældet i 1930'erne (og som det atter er tilfældet i mange EU-lande her i 1990'erne), havne i en fastlåst arbejdsløshedsfælde, hvor markedskræfterne er lammede af forkerte (mikro)prissignaler. Lige så effektivt markedsmekanismen kan fungere på de enkelte delmarkeder, lige så ubehjælpsomme kan markedskræfterne være med hensyn til koordinationen på makroplan.

Systemfejl nr. 2 har naturligvis størst betydning for prisdannelsen på de «store» markeder (arbejds-, kapital-, valuta- og boligmarkedet), fordi de «forkerte» mikropriser giver «falske» signaler til markedsdeltagerne, hvilket netop på disse markeder får særligt vidtrækkendemakroøkonomisk konsekvenser: På arbejdsmarkedet kan ændringer i pengelønnenikke sikre ligevægt mellem udbud og efterspørgsel af arbejdskraft; på kapitalmarkedet kan rentenikke sikre ligevægt mellem investering og opsparing; valutakursen sikrer ikke ligevægt på betalingsbalancens løbende poster (import og eksport af varer og tjenester) osv., osv.

Keynes' analyse afdækkede disse to bristende forudsætninger bag den klassiske økonomiske teori og derved «Laissez-faire» politikkens fallit. De to «systemfejl» implicerer, at markedsbaserede økonomier ikke er selvregulerende, hverken på mikro- eller påmakroniveau. Prissystemet kan ikke på egen hånd klare koordinationen af den samlede økonomiske aktivitet.

Denne konklusion udelukker på den anden side ikke, at markedsøkonomier i perioder kan udvise en form for makroøkonomisk balance, således som det stort set var tilfældet i de første par årtier efter 2. verdenskrig. At denne tilstand skulle kunne vare evigt, ville dog, ifølge Keynes, være meget lidt sandsynligt. Overlades markedsøkonomien til sig selv vil der langt snarere være en risiko for, at økonomien vil køre fast i en arbejdsløshed, som den så ikke ved egen kraft kan trække sig ud af. Men økonomien kunne også havne i en situation med vedvarende overefterspørgsel og tendens til kraftig inflation, som det var tilfældet i slutningen af 1960erne. I begge situationer vil markedsøkonomien have brug for en «hjælpende» hånd til at skabe makroøkonomisk balance.

Selvom man bør være meget forsigtig med ukritisk at overføre teorier, der er mere end 50 år gamle til den aktuelle situation, så synes de ovenfor nævnte systemfejl i høj grad stadig at gøre sig gældende. Man kan faktisk hævde, at i takt med stigningen i arbejdsdeling, specialisering og øget international handel er konsekvenserne af begge systemfejl blevet endnu mere vidtrækkende, end de var for 50 år siden. Ingen vil i dag med rimelighed kunne hævde, at den måde markederne fungerer på blot tilnærmelsesvist minder om «fuldkommen konkurrence», selvom der tilstræbes både internationalt (inden for WTO) og regionalt (ved bl.a. EU-kommissionens til tider heroiske kamp for at komme de værste monopoliseringstendenser til livs) en øget afregulering og liberalisering. En udvikling, der dog ikke kan afhjælpe systemfejl nr. 2, og derved i sidste ende i stedet kan bidrage til at destabilisere verdensøkonomien.

Det, Keynes satte fokus på, var med andre ordikke en analyse af de uundgåelige, men mindre konjunkturbevægelser. Det var slet ikke noget, der mindede om 1960'ernes «fine-tunings»-politik, der var indeholdt i hans hovedværk fra 1936, men derimod en påvisning af de iboende systemfejl. Ikke mindst i lyset af krisen i 1930'erne var det blevet åbenbart, at navnlig systemfejl nr. 2 hidtil havde været overset i den økonomiske litteratur. Heraf fulgte den helt afgørende konklusion, at markedssystemet ikke er selvregulerende. En konklusion der, som nævnt, er uafhængig af omfanget og karakteren af systemfejl nr.1. For selv om det virkelig lykkedes for WTO og EU-kommissionen at perfektionere alle markeder - herunder arbejdsmarkedet, så ville den manglende makroøkonomiske balance blot resultere i at risikoen for endnu større fluktuationer i priser og lønninger end hidtil blev forstærket. Dette var faktisk en del af problemet i 1920'erne og 1930'ernes England, at priser og lønninger blev ved med at falde. Her så Keynes organisationerne på arbejdsmarkedet som et muligt bolværk, der dog i det mindste kunne lægge en dæmper på disse løn- og prisbevægelser i såvel opad- som nedadgående retning. En styrkelse af de «blinde» markedskræfter ville derimod i sig selv blot forstærke tendenserne til fortsat deflation (eller fortsat inflation).

Det er på denne baggrund, at Keynes i 1930'erne vender sig mod staten som en mulig stabilisator af den makroøkonomiske udvikling. Dette udelukker naturligvis ikke, at staten, hvis den ikke har forstået karakteren af systemfejl 2, kan føre en fejlagtig økonomisk politik, der yderligere destabiliserer udviklingen. Det var jo indførelsen af guldfoden og kravet om permanent budgetbalance, der øvede en direkte indflydelse på omfanget af krisen i 1930erne.

Det tog Keynes mere end 15 år teoretisk at gennemarbejde det økonomiske system så grundigt, at han kunne nå til denne helt afgørende forståelse af markedsøkonomiens muligheder og begrænsninger. Han skrev igennem disse 17 år noget der vel nærmest kan karakteriseres som en føljeton - begyndende i 1919 med «the Economic Consequences of the Peace» afsluttende i 1936 med «The General Theory of Employment, Interest and Money».

Første verdenskrig og den umiddelbart efterfølgende periode med store prisstigninger og efterfølgende langstrakte prisfald fik Keynes til at sætte fokus på prisdannelsen. I 1922 drog han den konklusion, at næst efter deflation (prisfald), så er inflation samfundets værste svøbe. Værdier og indkomster bliver omfordelt på en helt arbitrær og uretfærdig måde. Han vendte sig især imod den tilfældighed og uforudsigelighed, der karakterisere perioder med deflation eller inflation. Deflation sætter samfundet i stå og skaber arbejdsløshed. Inflation skaber kunstigt oppustede værdier, ruinerer middelklassen og destabiliserer samfundet. Det er ineffektivt, det er uretfærdigt og det skaber arbejdsløshed.

På baggrund af 1920'ernes vedvarende prisfaldstendenser argumenterede Keynes således imod overvurderingen af pundet i forbindelse med genetableringen af guldstandarden i 1925, fordi det yderligere ville forstærke denne deflationsproces. Han hilste derfor også sammenbruddet af valutasystemet i 1931 velkommen og så det som en mulig måde, hvorpå den fortsatte deflation kunne brydes. På den anden side advarede han allerede i de sidste år af 2. verdenskrig imod risikoen for en gentagelse af prisboom'et fra perioden kort efter 1. verdenskrig. Inflation kan kun hindres gennem lønmoderation og lønpolitik, derfor er arbejdsmarkedets organisationer nødvendige til opnåelse af en stabilisering af pengelønsniveauet. Dette kræver dog, at organisationerne vedkender sig deres makroøkonomiske ansvar, hvilket kan bidrage til en reduktion af systemfejl 2.

I Keynes' andet hovedværk («A Treatise on Money») fra 1930 analyseres de finansielle markeders makroøkonomisk fejlfunktion Ifølge de klassiske lærebøger vil ændringer i renten sikre ligevægt mellem opsparing og investering i samfundet; men det gør den ikke. For renten er afkastet affinansielle fordringer, der i praksis har meget lidt forbindelse medreale investeringer (i bygninger, maskiner og miljøforbedringer). Specielt når der er tale om statsobligationer, så er forbindelsen mellem opsparing og investering helt overskåret. Problemet er, siger Keynes, at aktie- og obligationskurserne bestemmes på børsen i et casinoagtigt spil, hvor det er forventningerne til kursen i morgen, eller når det går højt til kursen om måske et halvt år, der øver en afgørende indflydelse på renteudviklingen i dag. Derimod er afkastet på reale investeringer over den 10, 20 eller måske 30 årige tidshorisont (hvori de skal fungere) uden nævneværdig betydning, når beslutninger skal træffes om køb og salg af værdipapirer. De daglige køb og salg af værdipapirer er i alt for høj grad bestemt af udsigten til nogle hurtige, ofte kortsigtede gevinster. Det sker uden nævneværdig skelen til de langsigtede realøkonomiske perspektiver. Renten driver således af steduden et realøkonomisk anker, hvorfor den i perioder kan være enten alt for høj eller alt for lav. I bogen fra 1930 analyserede Keynes de uligevægtsskabende faktorer, der er med til at bestemme renteudviklingen.

Men det er først i det egentlige hovedværk at han påviser, hvorledes arbejdsløshed har sin rod i det forhold, at opsparingstilbøjeligheden i den private sektor overstiger investeringslysten. En lavere realrente (dvs. markedsrente minus inflation) ville kunne rette op på dette misforhold. Her har vi et andet eksempel påsystemfejl nr. 2: For renten bestemmes af markedskræfterne i den finansielle sektor helt løsrevet fra arbejdsløshed og investeringsbehov. Keynes argumenterede i hovedværket «The General Theory of Employment,Interest andMoney - bemærk titlen! - fra 1936 stærkt for, at Bank of England mere aktivt skulle søge at få renteniveauet sænket. Også dengang havde Bank of England en betydelig uafhængighed, hvorfor forsøget mislykkedes. Parallellen til i dag er jo snublende nær, hvor det er Den europæiske centralbank, der hindrer markedsrenten i at falde og som på grund af sin uafhængige status er uimodtagelig forrealøkonomiske argumenter. Den stirrer blot på inflationstallene, som den er forpligtet af.

Hermed er den teoretiske og politiske baggrund ridset op for, hvorfor Keynes i midten af 1930'erne drog den konklusion, athvis prisfaldstendenserne ikke kunne brydes, og athvis realrenten ikke faldt, måtte staten mere direkte udfylde det investeringshul, som overopsparingen i den private sektor efterlod og som var hovedårsagen til den store arbejdsløshed. Efterspørgslen efter varer og tjenester var åbenbart for lille til at absorbere udbudet af arbejdskraft (der jo dengang i langt højere grad end i dag helt overvejende bestod af ufaglært arbejdskraft). I denne situation er det, at Keynes uden tøven anbefalede øgede offentlige investerede i boliger, infrastruktur, skoler, kulturinstitutioner, som det engelske samfund i høj grad havde mangel på i 1930'erne. Her er der en snublende parallel til den aktuelle situation i de store kontinentaleuropæiske lande, hvor de socialdemokratiske regeringer synes at være villig til at gøre et forsøg på at aktivere det enorme opsparingoverskud, der ligger ubenyttet hen i den private sektor, i form af kollektive investeringsinitiativer. Når markedssystemet fejlfungerer og den private sektor ikkevil investere i reale aktiver, så må staten træde til for at bringe de ledige hænder og maskiner i anvendelse, sådan som det f.eks. skete i 1930'ernes under Roosevelts «New Deal»-politik.

Lad mig som en anden aktuel kommentar tilføje, at tilbage i mellemkrigstiden, hvor Keynes skrev, var det tilfredsstillelsen af de materielle behov, som stod i centrum for den økonomiske diskussion. Ikke mange økonomer skænkede ressource- og miljø-problemerne en tanke midt i 1930'ernes armod. For dem var det en ny og vigtig erkendelse, at markedssystemet havde disse iboendesystemfejl, hvis overvindelse stillede krav om en aktiv økonomisk politik. Som nævnt var det prisen på arbejdskraft, kapital og valuta, det især var galt med.

I de mellemliggende 50 år har det med stadig større styrke vist sig, at ressource- og forureningssiden også lider under disse systemfejl. Der er intet i markedssystemet, der vil kunne tilsikre, at forureningen bliver holdt i ave, eller at forbruget af de udtømmelige ressourcer ikke overskrider et bæredygtigt niveau. På forureningssiden er der ganske enkelt slet ikke nogen markedspris. Det er først, når det offentlige direkte indfører en forureningsafgift, at disse forhold overhovedet øver indflydelse på den økonomiske udvikling. På ressourcesiden lider prisdannelsen af de samme skavanker som på den finansielle sektor bl.a. præget af en alt for kort tidshorisont. En høj rente fører til rovdrift på naturkapitalen.

Anvendelsen af arbejdskraft er ligeledes påvirket af forholdet mellem arbejdsløn og prisen på naturressourcerne. Er der arbejdsløshed, så kan det tages som et udtryk for, at arbejdskraften relativt er for dyr i forhold til især energien. Hvis prisen på energi (og andre udtømmelige ressourcer) blev forøget, så ville produktionsprocessen blive mere arbejdsintensiv. Også her er markedssystemet ramt afsystemfejl 2: Der er ingen mekanisme, der tilsikrer, at de relative faktorpriser (løn, rente, valutakurs og energipriser) af sig selv skaber fuldbeskæftigelse endsige sikrer en bæredygtig udvikling.

Her er det som nævnt, at Keynes' analyser begrunder, hvorfor det er nødvendigt med en overordnet statslig regulering. Ændrede relative priser gennem afgifter (og subsidier) kombineret med offentlige investeringer kan fremme en bæredygtig udvikling.

Der foreligger naturligvis ikke nogen sikkerhed for, at det politiske system kan forhindre «government failures» eller «bureaucratic failures». Men det i denne sammenhæng afgørende er påvisningen af, at det politiske system har en i hvert fald teoretisk mulighed for at føre en velfærdsforøgende politik, fordi markedsorienterede økonomier lider af en de to nævnte systemfejl.

Keynes konkluderede sin analyse fra 1936 netop med at konstatere, at «den afgørende fejl ved det økonomiske system, som omgiver os, er dets manglende evne til at sikre fuld beskæftigelse og dets tilfældige og ulige fordeling af formuer og indkomst». Derfor afviser han «Laissez-faire» politikken; for den kan ikke opfylde de tre hovedkrav, som han stiller til det økonomiske system, at det skal sikre: 1) effektivitet, 2) social retfærdighed og 3) individuel frihed. Han anbefaledeikke de overordnede statslige indgreb af lyst; men som en nødvendighed, hvis det markedsorienterede økonomiske system fortsat skulle fungere nogenlunde effektivt, samtidig med at den individuelle frihed, som markedssystemet også indebærer, kunne bevares.

«He was the last of the great English Liberals», som Robert Skidelsky skriver i indledningen til sin strålende Keynes' biografi.

  • Robert Skidelsky: «John Maynard Keynes - the Economist as Saviour, 1920-37», Macmillan, London, 1992.

© Econas Informasjonsservice AS, Rosenkrantz' gate 22 Postboks 1869 Vika N-0124 OSLO
E-post: post@econa.no.  Telefon: 22 82 80 00.  Org. nr 937 747 187. ISSN 1500-0788.

RSS